Nu trækker Støvlen Vand igen,
for Vaarens Regn er kommen —,
i alle Gader skinner Graad og Væde.
Og hér gaar jeg, aah Gud, og lér
med Haanden dybt i Lommen —
og føler midt i Graaden Hjertens Glæde.
Usalig den, som leder blindt
i Støv og Protokoller —,
til Tindingens graa Lokker bliver hvide.
Han finder ingen Lykke i den Bog,
men opretholder
dog Haabet, til han naar den sidste Side . . .
Usalig den, som tjener Guld
og tørster efter mére
og haaner Dagens dyrebare Stunder.
Han naar dog med Begærligheden
bare at forcére
sit Blod imod sit Hjertes tusind Vunder . .
Usalig den, som tænker paa,
at Jordens Gaade løses
ved Hjælp af Logarithmer og en Lup —;
men saligt er det Hjerte,
hvoraf Sangens Sødme øses —,
han gør i dette Kor det sande Kup!