Hvor Solen staar rød i en Rude
som Brand af et brustnende Baal,
dér ligger i falmende Skønhed
Landet med Vandrerens Maal.
Hvor Lærkernes Lovsange tier
og Blæsten, som bruste, forstummer,
dér ligger en Verden af alle
de Sorger, som Vandreren rummer.
Hvor Havet sig fosser til Hvile
med Pust som af tusinde Stemmer,
dér ligger en Evighedslængsel,
en Vandrer forundret fornemmer.
Hvor Solen staar træt af at vaage
ved Livet og Menneskers Veje,
dér ligger engang under Stjerner
Landet med Vandrerens Leje.