Jeg drikker berusende Dufte,
en liflig og sødmefyldt Vin,
af én, som jeg lønligt forfølger
og leende leger er min.
Min Synd, som gaar for sig paa Gaden
i Ly af den mørknende Dag,
forvolder mit fattige Hjerte
et lindrende, yndigt Behag.
Jeg drikker de blideste Gifte,
som nærer mit tørstende Sind.
De strømmer som Kærlighedskalke,
som Rus i mit Aarenet ind . . .
Jeg drikker med skælvende Læber
af Luftens usynlige Bæger.
Og alle taksigende Tanker
de aner en Elskov, der læger.
Jeg drikker usigeligt fine
Pust fra bedaarende Egne,
hvor ingen, som elsker, tør vove
sig ind af en Frygt for at segne —,
fortabt i Forglemmelsens sjældne,
narkotisk bedøvede Fryd,
en Sødme som den, der fornemmes,
hvor Uskylden skænker sin Dyd.
Jeg skælver af ellevild Feber,
af Angst for at Pigen skal føle,
at én, som frembærer sin Hilsen,
er netop i Færd med at nøle —.
Og nu er jeg nær ved det bedste,
en Nakke, hvis Linjer er Ynde —,
den lægger mig Ordet paa Læben,
med den skal min Hilsen begynde.
Jeg ved, jeg ved jeg vil sige:
Aah, Frøken, De ejer en Nakke,
der standser en Daare, en Strejfer,
hvis Liv skal gaa hen med at flakke
De fylder han Indre med sande
Universer af blaanende Glæder —,
istænkt af en Længsel, der kommer
i kærlighedsrødmende Klæder . . .
Jeg bøjer mig ind i en Boa
og føler mig midt i en Gaade
af Trevler og himmelske Traade.
O, Boa, din duftende Fraade —.
Jeg længes, jeg længes, du Pige,
ind til din bankende Barm.
Jeg længes til Bunds i dit Rige —,
at drages derind af din Arm.
Da viger den skønne forskrækket,
skøn i sin Rædsel og Skræk —,
og i en foragtelig Mine
vejres Vidunderet væk —.
De blide, bedaarende Dufte,
Skikkelsens Skønhed og Ynde.
Den store og støvede Køter
forsmaaedes hér af en Mynde — —.
Og det er en skikkelig Vise,
et fredeligt, lille Fragment
om Kærlighed midt paa en Gade
til én, som jeg aldrig fik kendt . .
Maaske er hver Boa en Slange,
der hvisker forførende Synder,
da skal jeg Køter forfølges
af mange, martrende Mynder.