Min Arm er tung af Orgeltræk,
og Orglet selv er træt.
Min gamle Lire har en Læk —,
er ikke længer tæt.
Jeg spilled sént i Gaar, i Dag,
og Lækken péb og skreg,
de spotske Smaaborn til Behag —.
Min Tak for Dans og Leg.
I Gaarde graa dér drog jeg ind
og drejede mig varm.
Fordi jeg ikke hélt var blind
man lo med haanlig Larm.
I Gader trak jeg Vognen om
forfulgt af Ynk, Foragt.
Den er min Alders Ejendom,
har selve Kongen sagt. —
Jeg elsker mest en Melodi,
jeg lærte af min Far,
men ejer den dog ikke i
min Vogns Repertoire.
Jo mere Valsen er forrykt
og bagvendt og barok,
jo mere støjer Gaarden stygt,
og hele Gaardens Flok.
En Dans, en Dans skal allerhelst
ej være nogen Dans —,
da er den Fryd ved Dansen frelst,
der ægger Sind og Sans.
Synkopers taabelige Takt
og Mellemslags Halløj,
moderne Melodiers Magt —.
Det liderlige Møj!
Nej, jeg kan ikke følge med,
jeg har at dreje rundt.
For disse Smaabørns spæde Fjed
er Ballet ikke sundt . . .
Jeg elsker dog de spinkle smaa,
der tripper yndigt ind
og danser, før de knap kan gaa — —.
Ak, gid jeg helt var blind. —
Dog glemt er Menneskenes Spot
og Latter og Foragt.
Jeg takker alle for alt godt —,
og Kongen for hans Magt.
Jeg takker for hver Mønt, der faldt
ned i min gamle Hat.
Nu skal en anden arve alt —.
Nu siger jeg Godnat.
Jeg takker for hver Dans og Leg
og tusind Smaabørns Blik.
Og, Herregud, at Flokken skreg,
det var jo dog Musik —.
Jeg takker dig, min gamle Vogn,
for hver en sprukken Sang.
Du rulled med fra Sogn til Sogn
min taalte Tiggergang.
Jeg takker dem, der lytted til
og fandt Musikken fin.
Jeg spared ikke paa mit Spil,
for Vognen var jo min.
Jeg takker mest mit Fædreland,
fordi jeg var dets Søn.
Jeg fik som tro og gammel Mand,
som Invalid min Løn.
Saa takker jeg hans Majestæt
Kongen for hans Magt.
„Til Tak, du Landets tapre Æt —”,
har selve Kongen sagt,
„da faar du dette Instrument”
„med Sving og Haandtag til”
„og bliver ud i Verden sendt”
„og drej alt det, du vil —.”
Jeg takker Fugl i Gaardens Graa
for al dens Flugt og Sang.
Jeg takker Luften for det Blaa,
som over Gaarden hang. —
Nu gaar jeg med min gamle Vogn.
I sér mig ikke mér.
Ak, dette er det sidste Sogn,
de blinde Blikke sér. —
Nu skumrer det paa Tag og Glug.
Det mørkner i min Gaard.
Nu samler Liren sine Suk —,
forstummer helt og staar.
Godnat, du rige Sol og Liv.
Godnat, I Smaabøm smaa.
Jeg gaar med Eders Tidsfordriv,
og Dansen gaar i Staa.
Godnat, Godnat i Gaard og Gang,
paa Gade og paa Vej.
Nu slumrer Lirens sidste Sang,
og snart saa slumrer jeg.