Staa op, du Jord, og mød de nye Dage,
der stormer mod din Dør som Børn der jubler.
Den Fred, der kommer, skuer langt tilbage,
den spejler Frankrigs Kirker, Moskvas Kupler —.
Staa op, du Jord, med alle dine Dræbte,
og styrt dit eget blinkende Skafot.
De Børn, der blev til Offeraltret slæbte,
de slumrer i et evigt Blomsterslot . . .
Staa op, du dræbte Eng, du Muld af Aske.
Nu kaster Verden Vaabenet tilside —,
Soldaten smiler bag Moradsets Maske,
selv dem, der sover, stivnede og hvide —.
Staa op, du Jord, og byg din Frihedssøjle
til Ære for den glade Dreng, der faldt,
der døde bag Maskingeværets Bøjle —,
og skænked os, der intet gav ham, alt.
Rejs dig, Ruin, af denne Askedynge.
Se, Blomsterne forlængst er spiret frem.
Er hjemløs Fugl forlængst begyndt at synge,
fordi den atter ser sin Redes Hjem?
Rejs, blide Aa, din blanke, glade Bølge.
Se, Himlen ved din Bred er atter blaa.
I Dybet skal Idyllen evigt dølge
den Rædsel, dine angste Øjne saa.
Staa op, I tapre Faldne, for at skue
den Tid, som I, dengang I døde, skabte.
Gaa, Helgener, til Himlens store Stue —,
og føl, at ingen Faldne er fortabte, —
Staa op, I stolte Døde, Himlen kalder.
Akadisk smiler Jorden til sin Sol.
Hinsides vinker Evighedens Haller —,
hvor Sønnen stormer til sin Faders Stol.
Kom, Tid, med dine nye Børn og Sønner,
med gylden Duft som over Asken daler,
Rejs flittig Haand, de sønderskudte Rønner.
Rejs, ædel Kunst, de knuste Kathedraler.
Kom, Blomster, til de øde, dræbte Enge.
Gaa, blide Lam, langs Aaens blanke Bred.
Staa, syge Skove, atter op af Senge —.
I Nattens Stjerner, vidn, hvad Jorden léd.
Staa op, du Jord, og mød den Tid, der kommer
og slyng dit Haab imod det nye Aar —.
Bag alle Sorger drømmer der en Sommer —,
der læger, Verden, dine Savn og Saar.
Staa op, du Jord, og se den nye Morgen,
der sænker Sværdet dybt i Tidens Hav.
Staa op, og se den Sol, der spejler Sorgen —,
og ser, som Gud, paa dine Sønners Grav.