Mine Damer og Herrer, undskyld jeg ikke forklarer,
hvorfor jeg i Aften er udsat for farlige Farer —
som Sværmere er, véd jeg de fleste svarer.
Men jeg vil benægte, at jeg er blevet forblindet,
selv om jeg er ramt af et Smil i det stille af Sindet —.
Nu skal min Ungdom, siger I, leve i Mindet.
Sé, du er tabt for din Trods og din Kunst, vil I sige.
Du som er Prins og er Arving til mér end et Rige.
Du frafalder Retten, vi indrømmer, for en henrivende Pige.
Du, som er skabt til en Konge, til at betræde en Trone,
du synes, at Riget kan forstaaes som en henrivende Kone,
hvis Haar er en gylden og stille skinnende Krone . . .
Bange for Alderdom, angst for at være kedsommelig,
finder jeg Livet (og Livet er Kunsten) lige ufremkommelig.
Gud være lovet, at den endnu kan synes møjsommelig.
Gud være lovet, at en stærk Mand har noget at slaas med.
Værre den Dag, da han føler, at nu har hans Trods Fred.
Hvad skulde de gærende Tider ellers os med?
Mine Damer og Herrer, jeg frafalder langtfra Retten.
Jeg sværger, hvad Kunsten angaar, viger jeg ikke af Pletten —
(De Penge, jeg laante af jer, regner jeg med til Retten . . .),
dem skal I, gavmilde Venner, nok faa tilbage
en Gang, naar jeg sejrrigt oplever Dagenes Dage —.
Naar Glæden i Lyren er lutret for Haansord og Klage.
Men jeg er en Nar, naar jeg ønsker mer Lykke end denne.
Hvor er de hjemløse Timer, hvor er Taarerne henne?
Mine Damer og Herrer, tillad den Glade glad at bekende.
Jeg er en Konge, der i og for sig abdicerer —.
Thi jeg hader Regering, og hader den der regerer.
Kend mig fra i Dag som en Kunstner, der koncentrerer . . .
Jeg er en Konge, hvis Baand med en borgerlig Pige
føler en dyb og vidunderlig Ro i mit Rige.
Den Ro er identisk med Træthed, vil I vel sige.
Men da vil jeg svare, at dette at elske og dyrke
den, man har kær, er at føle en skabende Styrke —
et lysende Land i Tidens modløse Mørke.
Mine Damer og Herrer, tilgiv min lange Tale;
men jeg siger det sagte, og siger det uden at prale:
Mit Hjertes fattige Kamre er blevet til Sale . . .
Min splittede Sjæl, som, var splittet for hundrede Vinde,
samler sig her om en lille henrivende Kvinde —,
samler sig (Haanden paa Hjertet) hérinde . . .