Hybenbuskens røde Frugter blusser i de nøgne Gréne.
Slaaenbærret blaaner af de sidste Nætters Frost.
Løvet ligger gyldent under Gærdets Kampestene
som en Pragt, der kranser Stammen under Pilens stride Kost.
Jeg sér Hegnets Træer staa
favnet af et Farvespil.
Jeg sér Hybens Buske faa
Solens sene Rosers Ild.
Skærverne paa Vejen er det bare, bare Guld,
Klumper, der er spredte over Vejen gyldent blanke.
Skæret af dem rødmer over Agrens vendte Muld —.
Denne Rigdom turde ingen Fattig sanke.
Vejenes, hvis Arme mødes, ligger aftenstille hen.
Der er Roser, der er Rigdom, hvor man Foden sætter.
Marken, som er pløjet, faar hver Valmueblomst igen —,
malede af Aftensolens purpurne Paletter —.
Se, jeg lader mine Hænder
gennem disse Farver famle
for at se om Guldet brænder —,
for hver Roses Blomst at samle . . .
Aftenrøden ligger som det pure, pure Blod,
der i røde, røde Strømme uophørlig render —.
Mens jeg griber efter hver en Guldklump for min Fod,
har Begærligheden saaret mine Hænder . . .
Tjørn og Hyben, Kødbærbuske, Slaaen med de modne Bær,
Gærdet, som i Efteraarets nøgne Strenghed staar
med en yppig Solilds Rødme selve Æventyret er —
det, hvis Skønhed ikke findes i den fine, skønne Vaar.
Jeg har sét Naturen gløde,
som var Himlen hedet Jern.
Vintren, som jeg gik i Møde,
forekom mig dengang fjern.
Gaar jeg nu i kolde Aftner til den gamle Korsvej ud,
ligger Markerne forstenede og golde.
Ak, tilbage er kun Asken af min Solilds Purpurskrud,
og tilbage af mit Æventyr kun Trolde . . .