Blæk kan ikke male Rødt
som Rødmen i en Blodrubin,
rødt som Solens Purpurkaabe,
naar den sænker sig i Vin —,
foran Natten, efter Natten
altid rosenrødt omringer
Livet, Livet til hvis Ære
disse sungne Toner klinger.
Blæk kan ikke male Hvidt
som Sneen i sølvfuld Maane,
ikke blaat med denne Ynde,
som kun Æteren kan blaane —.
Blaat og Hvidt, hvis Farver gnistrer
som en spraglet Andriks Krop —.
Blaat og Hvidt som Skum, der danser
paa en dybblaa Bølgetop.
Blæk kan ikke male Blomster,
fine, smaa Forglemmigejer.
Ikke Markens gyldne Korn, der
modent for en Høstvind nejera —.
Ikke Valmu, Økseøjer —,
som imellem Rugaks gror.
Ikke Markens kløverfyldte,
violette Blomsterflor.
Blæk kan ikke male Somren
og Naturens Æventyr.
Ikke Hav med gyldne Strande,
ikke solbelyste Byer,
dem hvis Tage lyser hjemligt
af zinnoberrøde Tegl,
mens paa Havet Skibe flyver
under maagehvide Sejl.
Penneskaftet er blandt alle
Malerpensler mest det magre.
Det kan ikke male Gryet
med dets Guld paa grønne Agre —.
Det kan ikke male Skæret
af de lyse Sommernætter,
det der flyder paa mit glade
Sinds kaotisk blaa Paletter . . .
Det, jeg prenter paa Papiret
bliver aldrig det jeg séer.
Hvor er Farverne fra Skoven?
Hvor er Æventyrets Féer?
Det, jeg skriver, staar paa Typer
som et hastigt Kradseri.
Kun en Afglans af min Hjernes
drømte Fantasi.