Kommer jeg mod Aften til en lille By,
hvor hver Rude har en Brand af Sènsols Rødme,
og hvor Guldregnhækken luder som et gyldent Ly —,
og Syren staar selvbedøvet af sin Sødme,
kommer jeg til Tjørnehækkens Blomstermur,
hvor i Ly af Hegnet Jordbærplanten skyder —,
slaar i Kveldens Tysthed Klokken i en Kirkes Uhr,
saa det længe som et hamret Largo lyder —,
kommer jeg til Smedens Hus, hvor alt er Fred,
og hvor Bælgen hviler hos den kolde Esse,
hvor hver Hytte er saa fjernt fra Tanken om Fortræd,
og hvor Geder tøjrede i Grøften græsse —,
kommer jeg til Hyldens hvide Blomstertræ,
ser det staa som Summen af en duftfyldt Sommer ,
standser jeg som Pilgrimmen og synker træt i Knæ
under Hylden, hvor en blodig Solild flommer . . .
Jeg har hvirvlet Vejens Støv omkring min Fod.
Jeg har vandret langt i Vaarens Jubelrige —.
Men nu er det som om Duggen falder i mit Blod . . .
Vis mig, Nattens Gud, i Nat min Jacobsstige. —