Jeg sér en Række Dage, der bygger deres Drømme
som Porte og Portaler, hvor Lys og Dufte strømme —.
Ak, Himlens dybe Bæger kan selv mit Suk ej tømme.
Jeg sér en Række Haver og Grus i vaade Gange —.
Jeg hører stille Strofer og søde Gaaders Sange
Ak, Himlens skønne Fugle dem gad mit Hjerte fange .. .
Jeg drages mod dit Aasyn som imod drømte Dage.
Min Undren søger fremad; men kommer kun tilbage . . .
Jeg møder al min Glæde. Den toner som en Klage . . .
O, bundløst blev jeg Lykkens, endnu naar jeg har stillet
i Angst og Vemod for mig dit unge, blide Billed —.
Hvad mere, dybe Himmel, har vel en Drømmer villet?
Jeg sér din Ungdom blomstre. Hvad mere vil jeg hige
imod, naar du er hos mig, mer rig end noget Rige —?
Jeg sér dig, sér dit unge Sind, og angrer dybt, min Pige.
Men det er disse Dage, der medes af en Hindring —.
De hviler som et Rige, dybt i en rig Erindring.
For disse, disse Dage, ak, gives ingen Lindring . . .
Jeg ser dit blide Billed. Da stilner denne Klage.
Da staar jeg foran Porte, en Række rige Dage —.
Da længes jeg mod disse, og ej mod mit tilbage.