Blidt synger, dæmpet af Asfalt,
Hjulene, Vognens Benzin.
Bilen har rislende Kilder,
og Ruden har Silkegardin.
O, gennem Gaden at glide,
bøjet og nynnende se dig
sød og ung ved min Side.
Som denne dæmpede Jubel
nu smuldrer hen i et Smil . . .
synes jeg Larmen forvandles
under den nynnende Bil . . .
Fjerne Violiner klinger —.
Smilende lytter du til
Vogn-Violinernes Spil . . .
Fortjente jeg dette at dvæle
smykket af Lykken hos dig?
Fortjente jeg dette at møde
den illuminerede Vej . . .?
Festen har kaldt os, Veninde —.
Hvem er du, blaaøjede, lyse
klokke-leende Kvinde?
Ak, for ofte jeg spejded
Gaaderne i din Profil.
Mødte jeg anden Forklaring
end dit fortryllende Smil?
Gaadernes Apotheose,
Linjernes smilende Leg
sløjfet og slynget om dig.
Se, Aftenens Ibenholt-Sale,
skaaret af Stjerneskærs Snit,
sorte og blanke af Vinter,
med Blink som af Ebonit —.
O, vi glider og glider,
glædende os over Bilens
slanke og skinnende Sider.
Aldrig blandt sjældne Buketter
med bastende Silkebaand
fandt jeg en Klynge Blomster,
ung, ædlere end din Haand —.
Min Elskede, béd mit Hjerte
tie med denne Tale,
der spejler dets Taare-Sale. —
Blidt bruser Vognen og brøler —.
Jeg spejder og spejder igen.
Sig mig, I smilende Linier,
hvor fører I Drømmeren hen?
Nu vil jeg sé dig rigtig
Dit løftede Aasyn lyser —,
synes jeg — gennemsigtig —.
Siddende hér ved din Side,
ydmyg, velsignet af dig,
iler vi Festen i Møde
ad den velsignede Vej . . .
Mit Hjerte bøjer sig stille —.
Vogn-Violinerne tier.
Jeg hører dit Hjertes Kilde.