Mind mig ikke, Sommer, om de fjerne, fjerne Dage.
Søg, min Sjæl, ej fremad; thi du kommer kun tilbage —.
Sé, du gik i Haverne, hvor sødt Syrenen hang,
og din Moder sanked ømt din Barnesang . . .
Siden saá jeg Verden. Verden i karypdisk Skønhed . .
Alle Mesterværkerne blev Bjerge for min Grønhed . . .
Sé, jeg drog paa Havene, hvor Bølgen blev min Ven,
og Dage fuld af Drømme og Sorgløshed gik hen.
Mind mig ej, I Kvaler, om en glemt Elendighed.
Sænk mig ej, I Tanker, i en sort Erindring ned . . .
Sé, jeg gik i Nætterne, hvor kun et Herberg laa —,
og ingen hvide Stjerner til mit sorte Leje saá . . .
Siden blev jeg stærkere, og siden atter ligeglad.
I Smuds, der stank, i Pjalter tog min Sjæl et sjældent Bad —.
Sé, jeg gik i Gaderne, hvor Solskin saá min Nød —,
og sank som Drøm i Hjertet, saa jeg saá en gylden Død . . .
Hvorfor er det nærmest, det der stærkest i det fjerne
tændes som en skærende, en dybt erindret Stjerne . . .?
Svar mig fjerne Dage, er det mer end Gaaders Lyst,
Havet i vort Hjerte, som har felt sin sande Kyst? —
Siden steg Berømmelsen. Jeg skrev mig ud af Sulten,
fik en Plads, jeg rendte fra, og gensaá aldrig Pulten . . .
Stundom var det sødest og Dybet af al Lykke
at blæse Pligtens Harmoni et disharmonisk Stykke —.
Jeg har elsket hvert et Møde med en Vej, jeg ikke vidste
førte til et Kaardestød og stundom til en Kiste . . .
Jeg har elsket Vejene som Vejenes Vagant —,
og overtroisk troet paa hver Hestesko, jeg fandt . . .
Mind mig ikke, Sommer, om de søde, søde Dage,
da Blomsterhaver blandede en Sødme i min Klage —.
Sé, jeg sad i Kroerne, ved Gud, som Gangerpilt,
og pralede med Pjalterne, en Sangers sande Skilt . . .
Siden blev jeg fæsted af dig, af dig, min Brud,
og gennem Hjemmets Ruder sér mit Hjerte ud —,
mod Nattens sorte Herberg, mod Vejens Støv paa Støv . . .
og hører i dit Hjerte hin Sommers søde Løv . . .
Kald mig ej, I Kvaler, fra fjerne, fjerne Dage
gennem Tidens Haver til en blodig Tid tilbage . . .
Riv ej dette Hjerte af dets unge, søde Leje.
Lad det vandre Hjertets Vej ad Elskovs søde Veje —
Sé, jeg gaar i Haverne, hvor sødt Syrenen hænger.
Mesterværket lever —; men jeg undres ikke længer —
Mind mig, o min Elskede, karypdisk om det Skønne,
og gaa med mig til Graven, der er grøn af alt det Grønne . . .