Har Kuldens Læber aandet Livets Isnen
og stivnet Drømmen i dit Hjerte til en Have —,
og gjort dig viljeløs ufølsom for din Visnen . . .
og rakt dig, Fattige, en iskold Blomstergave . . . ?
Har du forfrosset følt en grufuld Gisnen,
at Døden er en saadan labyrintisk Have —,
der iskold vokser i dit Hjertes Visnen . . .
og skal dig selv i Bjerges Is begrave . . . ?
Har du følt Duften af en dødelig Buket,
hvis kolde Blomsters krydrede Krystaller
uhyggelig har fyldt dit Hjertes Haller —,
og skabt en Krypt, hvor ingen Taare falder —,
en Have, som fantastisk vild og tæt
har gjort dit Hjerte, o, som aldrig — træt?