Naar jeg sér dine Lemmer lege vellystigt i Vandet
Og hører dit Aandedræt bruse som dit Element,
og Søerne slutte omkring dig, grønligt lyse af Sandet,
synes mig hele din Væren som Menneske endt.
Da fabler jeg hungrigt om Havdyr i Havenes Dybder.
Da er din skinnende Slankhed et Glimt af en Fisk —,
der glidende under en Ø, i Korallernes Krypter
foréner de fossende Fødders Havfruepisk.
Som en Springer behersker sit Legeme, medens han talder,
behersker du yndefuldt Armens vellystige Tag,
der glidende fører dig frem i de grønlige Haller,
hvor Solskinnet skaber en underligt lysende Dag —.
Du omsætter smidigt Energien i Elegance,
thi dine Former er Yndens naturlige Fest.
Du synes i Bølgen beruset af din Balance —,
og blusser af Iver som Vandets graadige Gæst.
Beundrende dine Bevægelsers mindste Detaille,
den Glæde, hvormed du fortrænger det bølgende Vand,
sér jeg, at du er et baskende Barn i en Ballie —,
at det underfundige Smil hører hjemme paa Land.
O, denne Stramhed i dine yndige Former.
Du er som støbt i din vaade og skinnende Dragt.
O, og din elskede Styrke er størst, naar det stormer —.
Da arver dit Hjerte vildt Elementernes Magt.
Naar jeg sér dig rank i din Træthed træde i Sandet,
fejrer du Sundhedens Orgier dybt i dit Blod,
da er du, medens du værdigt stiger af Vandet,
som en Gudinde hvis Væren i Havet har Rod . . .