Til et Vittighedsblad, hvis eneste Vittighed var den, at det aldrig udkom.
Saa dypper vi Pisken, vor Pensel, vor Pen
i Blæk og i Purpur, Paletter og Sværte,
1 Blodet som vælter sig vildt i vort Hjerte —.
Vi sadler Pegasen og rider dérhen,
hvor det, der er komisk, har kaldet os hid
at smede det Vaaben, som vi kalder Vid.
Saa driver vi Svøben mod Samtidens Sjæl
og haaber at ramme de ømmeste Steder,
og Viddet skal drive af Blodet som Glæder
Vi vælger os Mennesket selv til Model;
thi dér ligger Chancen for sikrest at slaa
og ramme, saa Ryggen blir regnbueblaa.
Saa stiger vi ned fra Olymphimlens Sky,
hvor Guderne dvæler i tempelblaa Sale —
og sejrrigt beruset vi Gudernes Tale
fortolker i Tro paa en lyttende By —.
Vi tramper dens Gader med Latter og Sang
og Farver og Hymner, der hujer af Slang —.
Vi smælder med Pisken og spidser vor Pen
og stikker til alle lovsungede Dyder —,
og spørger hvor meget de ærligt mon yder —.
Hvor meget mon hyklende svindler de hen —?
Vi hæver i Harme vor Svøbe til Slag.
Vor Løn er en Genlyd af Latterens Brag!
Vi sporer os selv med den Ild, som vi har
i vort Hjerte. Vi rider Satirens Pegase.
Vi boltrer os ublidt i Haanens Ekstase —,
til Samtidens Aasyn er pyntet af Ar . . .
Thi hér er olympiske Gnister og Røg.
En Ungdom i Farver, hvis Linjer er Strøg!