Det er Festernes Aar, der skal komme,
naar Drabstid og Dyst er forbi,
Naar Tossernes Livtag er omme —,
forløst i en træt Harmoni.
Som Børn skal de rejse sig af Støvet
og sé mod de kommende Aar.
I Fred skal de lytte bedøvet
til Freden, de ikke forstaar . . .
Og vi, som gik uskadt af Braget
maaske med et Hul i vor Hat —,
vi samles som Venner i Laget
og fester en lykkelig Nat.
De fjerne og tordnende Røster
er glemt og de tusinde Gys.
Vi ser imod Landet, hvis Kyster
staar lyse af tusinde Lys.
Og Hjertet, som banker i Glæde,
skal favnes af Faklernes Skær.
Og Øjnene føler i Væde
Taknemlighedstaarerne nær . . .
Til Hjerterne selv er som Fakler,
der brændende løfter sin Ild.
Til Haanden med Bægeret vakler —
drikker vi Gensynet til . . .
Det Gensyn med kommende Fester
og Ret til et lykkeligt Lag —.
Den Sommer, da Glædens Sémester
fejrer sin første Dag.