O, jeg skal aldrig eje den, jeg nu beundrer,
den fine Skabning, som iklædt en Kaabes Plyds,
er bygget spædt i Former, som mig sødt forundrer.
O, disse Hænder trues af en Taabes Kys.
Den Herre ved din Side er mig ligegyldig!
I Billedet af denne Mund er jeg fortabt,
den er saa frodig som en moden Frugt og fyldig.
De Linjers Skønhed har en navnløs Skaber skabt . . .
O, hvis du vidste, hvor de Arme er mig kære,
endskønt de gemmer sig i Fløjl og kostbart Skind.
Min Skæbne, sig mig, hvorfor er de mig saa nære?
Hvorfor omslynged de forlængst mit Sind? —
Jeg konstaterer, at det skér i Linje femten,
den dybe Sandhed, o, at jeg omsonst attraar;
— begræder netop ikke nu en Klokkes Klemten — —,
at hvad jeg hedest længes mod, jeg aldrig faar?
Som Baggrund for dit Hoved sér jeg gyldne Huse.
Gud véd, hvad Landet hedder? Er det Østerbro?
O, jeg drog allerhelst til Barmen bag din Bluse —.
Jeg løste allerhelst dit Haar og dine Sko . . .
Forlad mig, Frøken, at jeg sidder hér og synder;
men jeg er gal af Skønhedsglæde over Dem.
Til Vognens Rytmeslinger Blodet i mig nynner:
Dig gad jeg, Gud i Himlen, følge hjem. —
Ak Gud, hvor ser du kysk paa Konduktøren,
imens du beder, fuld af Blidhed, om Billet.
-
O, al min Længsel følger. Barn, dig ud af Døren.
Og Regnen spinder Lys og gyldne Net . . .