Hvad det er sandt, at jeg skal flakke hjemløs om
og nære trofast Venskab til en énlig Gade —
og nynne Rytmen til en natlig Serenade —,
da vil jeg ikke nævne nogen Fattigdom,
saalænge denne grønne Juninat er til.
Saalænge slaar jeg glad mit Strengespil.
Kan I, jeg møder, hører Strengen paa min Luth?
I to som Arm i Arm gaar vild i Eros Rige.
Engang har mine Arme ogsaa holdt en Pige,
og jeg har følt en lønlig Jubel hos en Glut —.
Men den Historie, hoho, er længst forbi.
Den lærte mig en Narremelodi . . .
Hvor der er kuplet Løv og gyldent Guldregnhang,
narkotisk Vellugt fra de aabne Blomstermunde,
som aander Lægedom imod en gammel Vunde —,
dér gaar jeg gerne hen og sagtner glad min Gang,
imens jeg beder om et Hjem i Løvets Bo,
og ønsker jeg engang maa finde Ro.