Godmorgen, du Sol, som gaar gylden og glad
og mild som en mægtig Alfader
op over en By, hvor du gyder din Lyst
og knæler og kysser dens Gader —.
Godmorgen, du Ild, som Alverdnernes Gud
slaar paa sin solhede Streng —
og spiller livsalig en tyst Melodi
tæt ved den sovendes Seng . . .
Godmorgen, I larmende Hovslag, der slaar,
naar Vognene rumler og runger
i Gaden, hvor Livet opløfter sit Kor
af tusinde, splittede Tunger —.
Naar Klokkerne kalder fra Taarnenes Glug
og svinger en Rytme deri,
Godmorgen, usalige Hjerter, der slaar,
du, Menneskedisharmoni.
Godmorgen, I sladrende Fugle paa Taget.
Godmorgen, min Genbos Gardin,
hvor Vindvet slaaes op, og en Arm aabenbares
som Linjer i morgenløst Lin —.
Jeg synger omkap med den solglade Gud,
jeg slynger en Sang over Gaden.
Mens Armen forsvinder og Linjerne med,
forcérer jeg vildt Serenaden —.
Godmorgen, du Verden i Sol og i Sorg,
du Liv, hvor vi alle er Gæst,
tilgiv, at jeg rejser mig glad i dit Gry,
og synes jeg fejrer en Fest —.
Jeg hilser et Solstreif, en spillende Ild,
hin lydløse Solmelodi —,
Jeg staar dog i Larmen og hæver min Røst,
selv som en Disharmoni.