Se, Haven har blæsende Blade
og Blomster i bølgende Blaat,
og Haven har duftende Damme,
der spejler et Fabelslot —.
Men hvad er det hele i Haven,
i Dammen og Dybet og Graven —,
naar Gaden har Heste, der glade
vrinsker og tramper min Gade?
Jeg ved, der er sødt i din Have.
Hvert Bed er Smykke. Hvert Blad
er et Ord, du mig hvisker i Møde —.
Men jeg er en Søn af min Stad!
Og hvad er de bølgende Blade
mod Hvirvlen og Malstrømmens Gade —,
der tung af dynamiske Strømme
drømmer de staalblaa Drømme —?
Jeg ved, der er Hvile i Haven.
En Verden af Græsset opstaar.
Jeg ved, der er vældige Skyer,
som højt over Dammene gaar.
Men hvad er de sejlende Syner
mod Lygter, der blænder og lyner —,
elektrisk som Projektører
i Gaden, der kører og kører —?
Din Have har skælvende Stjerner.
Din Mund har et blomstrende Kys,
og dybt kan jeg synke i Mørket
i Haven hos Bladenes Drys.
Men ude, hvor Uroen hersker
og Klokker og Hjulene tærsker —,
dér ligger mit Hjerte i Sporet
fortabt i en Nynnen af Ordet:
Trafiken, Trafiken i Gaden,
de springende Lyde og Slag —,
der møder, i Stumper, mig dybest
— den blaa, danaidiske Dag —.
Veninde, du venter ved Haven,
ved Dammen og Dybet og Graven — —.
Men først maa jeg ud i min Gade,
og staa i en Sten-Kaskade.