O, om jeg vidste det: Hvem blandt dine Venner
elsker dig endnu? Én for hvem du var Veninde —.
Én, som med sin usete Tavshed bekender,
at hans Glæde over dig nu kun er et Minde.
Jeg vilde, om jeg kendte ham, bede ham komme
og stille sig hos dig, mens han mindedes de Dage,
og taarestille tilstaa, at hans Venskab er omme —,
bekende, at nu er kun Kærlighed tilbage . . .
Thi i den Stund, han følte sin egen Ungdom briste,
da du i din Glæde bekransede vort Liv
med Kærlighedens Roser, da følte han en Kniv —,
da følte han det dybest: Det at elske er at miste . . .
at et Venskab til en lykkelig, forgæves elsket Ven,
er at staa som en saaret, med sin Kærlighed igen —.