Det er som om jeg fører en Hær i mit Hjerte
frem mod en Tinde med en blaanende Borg.
Dit Aasyn, der løfter dine blaa Øjne er det
jeg stormer imod med min Sang og min Sorg.
Men Vejen gaar gennem dit Hjertes Labyrinther,
hvor Hærene standser i Tvivl og ført vild.
De føler sig i Vold af en pludselig Vinter, —
et isnende Mørke, hvis Is er som Ild.
Thi højt til den Sommer, der farver dine Kinder,
end mere højt er til dit Aasyns høje Tinder —,
men højest til de blaa Øjnes blaanende Borg . . .
som aldrig skal besejres af mig og mine Hære;
thi hvergang jeg tror Tinderne allermest nære,
bestormes jeg af Tvivlen, besejret af min Sorg.