Der kom en Vandrer til Lindenborg Kro.
Men alle til Huse var gaaet til Ro
i Lindenborg Kro —.
Han saa til de slukkede Ruder og tænkte
og hviskede: Hvi er I stængte?
Den Vandrer var vandret fra Elverdams Bro
i Skoven og Natten i Tillid og Tro
til Lindenborg Kro —.
Men Huset laa lukket og stumt som en Grav.
Det var som selv Hundene tav.
Den Vandrer sig læned mod Længe, mod Lo
og hvilede lidt paa den blodige Sko . . .
o, Lindenborg Kro —.
Og Maanen stod red som en Vunde, der blødte,
— som noget Natten forødte . . .
Den Vandrer, som vandred fra Elverdams Bro
fandt selv, om end blødende, Lindring og Ro
ved Lindenborg Kro —.
Da Maanen stod gul, sank han livløst i Læ
af et blomstrende Kirsebærtræ . . .
Da Morgenen rødmed og Solen stod rig
med Søfuglesang over Bramsnæsvig
laa Vandreren Lig —.
Da Mejersken sang fra den nærmeste Gaard,
drak Træet af Vandrerens Saar . . .
Men nu kan man sige og tænke og tro,
hvad man vil om den Vandrer, der dengang fandt Ro
ved Lindenborg Kro —.
Men Kirsebærtræet, som drak med sin Rod,
har Bær, som skal smage af Blod . . .