Tamlatimla er en By, hvor Solen aldrig sover ind,
hvor de vise Mænd gor Valfart, naar de trætte af at tænke
søger ind,
søger Hvile dybt i Vinen, Tamlatimla By vil skænke
alle dem, der trætte søger
bort fra Bøger, bort fra Bøger.
Der er Sol paa dine Tage, Tamlatimla, gylden Sol.
Der er gæstfrit i din Gaard og mellem Brostén i din Gade
gror Viol.
Alle Stemmerne, som høres, er af Glemsel blevet glade.
Alle siger, mens de smiler,
at de hviler, at de hviler —.
Det er Byen uden Dommer. Det er Byen uden Ret;
thi i denne By vil ingen være ond og ind i Fængsel,
være slet.
Det er Byen, som en Daare kun kan sé den i sin Længsel,
naar hans trætte Tanke stiger
ind i fjerne, drømte Riger . . .
Tamlatimla, Taabens Tale fylder Borg og fylder Sal.
De, der ikke kender Byen, vilde vide eller tænke:
Han er gal . . .
Byens Raad bestaar af Taaber, som paa Rad paa Salens Bænke
sidder klædt i Raadets Kaaber.
Men er Taaber, men er Taaber.
Tamlatimlas blide Piger kender ikke Dyd og Last;
thi de skænker alt af Ømhed til enhver, som søger Hvile,
søger Rast.
Naar du siger dine Sorger, vil de smile, vil de smile,
saa dit Øje, o, du Daare,
glemmer Træthed, glemmer Taare ...
Tamlatimla, Tamlatimla, du er alle Taabers By.
Du er Stedet, hvor man længes hen, og Stedet, hvor man drømmer
sig som ny.
Sé, ad Stien, sé, ad Stien alle dine Daarer strømmer
for at hvile efter Striden,
for at hvile deres Viden . . .
Tamlatimla ligger dér, hvor Tankens Tinder stiger op.
Som et Syn, hvor Vejen svinger rundt om Æterbjergets svimle
Taarn og Top.
O, det er, som om den ender fjernt i blaa og drømte Himle,
Daarevejen, Daarestien,
fjernt, o, fjernt i Fantasien . . .