Blot en Dag, hvor dine Veje
fører bort fra dette Hjerte,
har du stedet mine Tanker
i en torne-farvet Smerte.
Blot en Dag kan Fjernhed stige
i mit Hjertes Rosenhave,
som en Stjerne drypper Taarer
over døde Rosers Grave.
Fredløs, fredløs er min Taare.
Blindt mit Øje, naar det ikke
møder dine, skønt saa unge,
kloge, moderlige Blikke.
Jeg er angst for Regn og Vinter,
Aarets gaadefulde øde.
Derfor længes jeg som Fuglen
mod det sommerlige Møde
med dit Væsens gyldne Varme,
med dit Sinds solrige Sletter,
dine Tankers Purpur-Slotte,
og dit Hjertes søde Nætter.
Blot en Dag, hvor jeg er ene,
staar jeg vaklende og skuer
mod den Verden, der staar bygget
over dig og dine Stuer. —
Blot en Dag, naar du forlader
dette Hjertes Rosenhave,
er det mig, som om der sænkes
døde Roser i dets Grave . . .