Der sang en Fugl i Dagens første Stund,
da ingen talte, uden Gud i Fuglens Mund —.
Jeg kendte Stemmen, sødt og halvt i Blund —.
Da følte jeg, skønt Hjertets første Slag
var uvilkaarligt viet til den skønne Dag,
i Fuglens Nynnen, ak, det gamle Nag:
I denne Morgen, badet i det rene
Lys fra Sol og Himmel, slaar de grønne Grene
sagte mod mit Vindu med et: Ak, alene —.
Om jeg var død, mon vilde nogen savne
den Søn, der navnløs mumler sine Fædres Navne . . .
og modløs føler sig en ensom Morgen favne . . .?
Da slog den fjerne, glade Fugl mig ganske nær,
o, kend med denne Duft af Sol og grønne Trær
min Stemme —: Jeg er den, som du har kær. —
For hvem, hvis ikke lyttende du laa
i denne Morgen, o min Elsker, som Gud saa,
skal da din Elsktes Hjerte stille slaa —?