Den første Sang i Vindvets svale Luft
er Sangen, hvori Morgnens Dug og Duft
har stænkt sin første, stille Draabe —.
Det er som Sangen kommer klædt i Kaabe . . .
Mit hede Hjerte føler sig kærtegnet —.
Mit Øje, som i Drøm var slukt og segnet,
slaar lykkeligt sit Blik mod Kaabens Stjerner —,
og føler Drømmens onde Fugl sig fjerner . . .
Som lægges paa min Kind et regnvaadt Blad,
et Kys af Dag, af morgenstille Stad . . .
Usynlig, j den tynde, grønne Luft . . .
staar du, min Elskede, med al din Duft . . .
Er du, hvem anden vel, det Fuglefløjt,
der jubler morgenstille, sødt og højt,
og lægger paa min turbantunge Pande
din Sang som svale, morgengode Lande.
O, Kys af dig, af alt, af Dag, af Dug.
Din Mund forløser sødt et Morgensuk
af den, der hører atter Livet kime
i Fuglekor i Dagens første Time . . .