Togene tier aldrig. Endnu hører jeg Lokomotivet.
Selv om det sover, hører jeg Livet, o Livet.
Stjernerne er ikke Stjerner, der stille i Aftenen staar —.
De er som øjne, der ømme ind i mit øje gaar . . .
Menneske, gaa til din Glæde. Lad Hjertet ile.
Det er mig, som om jeg ser Husene, Stenene smile . . .
Jeg længes, men jeg græder ikke. Gud er mig nær.
Sødt er det dybe, han siger i Aftenens syngende Trær.
Fodtrinenes Lyksalighed mærker jeg ogsaa som Stemmer.
Alle, som en Gang gik bort, fødes igen og fornemmer —,
Jeg selv, som døde i denne Aften for Tider siden, sér,
at jeg fødtes igen, og føler mig fri af fordums Veer . . .
Luften, Sangen, Fuglene. Alt blev i Aften begravet.
Rummet har taget det til sig, Rummet, Himlen, Havet . . .
Hvorfor smiler du nu, min yndige Pige? Forstaar
du selv det Smil, der gyldent over dit Aasyn gaar?
Gaadernes Kilder springer som Børn, der end intet fatter.
Du som gaar frem ved min Side, er selve Gaadernes Datter . . .
Saa drejer vi ind ad Porten, hvor alting er jublende lyst.
og Larmen ejer en Stemme, der taler lykkeligt tyst . . .