Jeg elsker at staa ved Butikker
og lytte, naar Dørene gaar.
Jeg synes jeg møder min Barndom,
og spejler min Barndoms Aar —.
Jeg mindes en Række af Gader
og Navnenes Klang-Myriader.
Og Blodet hører jeg banke
som Klokker dybt i min Tanke. —
Mig fryder de spillende Spejle
om Herlighedernes Slot.
Og Glæden er ung og den samme,
og det er saa jævnt og godt.
Men sér du i funklende Sale,
der spejler din Tankes Tale,
hvor Minderne stiger og stiger,
ser du i Taarernes Riger. —
Jeg har staaet paa travle Torve
paa Nørre- og Vesterbro,
martret af myldrende Færdsel,
og Fodtrin af Hove og Sko.
Det var som jeg stod mellem Stene,
blev ligesom mér end alene —,
i Lytten til Gadernes Spil.
Det var som jeg ikke var til. —
I Længsel mod levende Skarer
og Menneskers bølgende Flod,
stod jeg engang som en Støtte
paa min forstenede Fod . . .
Det var som om Tidernes Bølge,
Aaret i Dagenes Følge
steg af den lyttende Time,
af Lyde, der klemte og kime.
Jeg stod dér til Lygterne tændtes,
og Byen i flammende Glans
standsed min Glædes Stejlhed
i Blodets forstenede Dans . . .
Det var som jeg stivned og sluktes,
og Øjnenes Laage luktes,
og alt i mig selv blev øde.
Det var som jeg stod og døde. —
Jeg elsker at staa ved Butikker
og myldrende Torve og sé,
om Verden er vinkende Spejle
for vor forstenede Vé . . .?
Engang naar jeg ikke er mere,
men Gaderne flere og flere —,
da vil jeg staa ved en Rude,
usynlig, som en derude —.
Da skal de Tusinders Skarer
i Gadernes larmende Favn
give den Døde, der glædes —,
i Døden et lysende Navn. —
Og skiller os frysende Mile,
vil jeg dog staa og smile —,
og bære al Byens Varme
paa de forstenede Arme. —