Venus og AdonisTil Paolo Veroneses Billede i Prado.Berust af Kyssenes Aande,af Læbernes purpurne Pude —,af Brysternes bugnende Kube,af Perlerne rundt om din Strube —,Venus, segner din Elsker,dysset i Ro af din Glød,Gudinde, ind i dit Skød.Al din befrugtede Fyldeskærmes af Laurbærbuskensuvejrs-truende Grene,Venus og Amor er enemed en afmægtig Elsker,der slumrer saa tungt og smukt,mæt af den svulmende Frugt.Det er som Adonis’ Panser,hans Brynje og Fløjelskjortel,Guldærme og Silkekraveer frygteligt bragt af Lave —.Den smilende Venus smægter.Hun stirrer saa drømmende hen —:Er dette Mændenes Mænd?Kyssenes røde Kalke,Kærlighedskampens VaandeGudindens Aasyn dølger . . .Hun mindes hans Legemes Bølger —:Løvens kæmpende Lemmer,Kløerne om hendes Bryst,der sved i den dybe Lyst.Han ligger som én, der er fældet . . .Dræbt af sit eget Hjerte,af Ilden i Lænd og i Lunger,umættelig Elskovshunger!Væltet omkuld som en Kæmpe,der skjalv i det gyldne Skød —og sover som den, der er død.Venus, du evigt hvide,Din Ynde siger mig dette:Aldrig fødtes den Kæmpe,dine Dyder ikke kan dæmpe —.Og Blikket, som tørstende taler,og Smilet, der aldrig blev ældet,mindes alt det, du har fældet . . .