Troubadourer i Paris
Til Axel Salto.
Til Axel Salto.
O, aldrig, Erindringens Have,
du skabte saa skøn en Buket
som den du har skænket til Ære
for det, der biir evigt begrædt.
O, aldrig, du Tingenes Moder,
der feder en Morgen af Fryd,
skabte du Dage saa skønne som de,
der lever i Morgenens Lyd.
Mér dybt end i noget Odéon
der er i mit Hjertes Musik
ved dette melodiske Minde,
der mildt gennem Morgenen gik.
De betiende smaa Musikanters
bebjældede, bejlende Larm,
de gøglende Gadesælgeres Sang,
der kom til min Vindueskarm.
O, Klinkernes ældede Klage
og Konernes kærlige Spil
spurgte mit vaagnende Hjerte,
hvad Taarer og Armod er til?
Glashandlereus klirrende Rigdom
af Ruder, han bar paa sin Ryg,
ringled som Eventyr-Klokkers Spil . . .
skønt Karlen var krøblingestyg.
Fuldendt blev Morgenens første
og fine, fortryllende Færd —,
med skælvende Genskins-Skaaler
af Solens forelskede Skær —,
Den skønne, parisiske Hebe
stod paa Hefaistos’ Bud
og skænkede Solskins-Skattene
som Vin over Verden ud.
Og paa „Ministére de Marine”,
i den idylliske Dag,
flammede Morgenens Farver
trofast i Frankrigs Flag . . .
Vilde du, Tricolore,
vinke med farvede Sejl
ned til det blinkende Betler-Glar,
en Spillemands dybe Spejl? —
Dér, hvor de hellige Fædres
Gade, „Rue des saints péres”,
mødes med Seinens Vande,
hver Morgen vi mødte Voltaire —.
Et Tog af antike Butikker,
der blussed af Fløjlets Ild,
Rococoens yppige Haver —,
hvor Vejen beruset løb vild . . .
Vicomternes dragne Kaarder
var løftet i ædel Duel —
mod en keramisk Madonna,
der keded sig selv ihjel . . .
i Klinkerens bugnende Vindu
af Død og forstenet Drøm,
hvor revnede Hoffers Helte gik
blandt Kjolers forstenede Strøm . . .
O, Menuetternes Mester,
Mozart, dér stod dit Spinet
saa stille som havde dets Strenge,
glemt af Alverden grædt . . .
Dér tumled vort Hjertes Rondo
mod Ruden og Rudens Glans,
mod flygtende Gratiers Arme —,
og flygtende Gratiers Dans . . .
Som Mediciernes Gæster
kom vi til Louvres Gaard
og stilled de drømte Heste —,
hvor nu Gambetta staar . . . .
Din herlige, danske Straahats
flossede Fløj elsbaret —
strøg du af overstrømmende Fryd
dybt for Watteau’s Kabinet.
O, smilende Søer, der spejder
og spejler en Mø og en Mynde.
Idylliske Skove, hvis Træer
er selve den kronede Ynde . . .
De levende Stier, der løber
sig vilde i søde Lunde,
hvor Elskov iblandt Galante har
Empirens Cupido-Munde . . .
Tigerens ædle Fortæller,
Delacroix, vi bestormer.
Løven med svulmende Lemmer
sér vi han fyrsteligt former —.
Dejlige Tænder, der flænser —!
Panthere. Purpur-Dyr.
Kampens urolige Rytme, og dog:
Et Artemis-Eventyr.
Tiépolos flotte Effekter
i flyvende Himmel-Fest
drog dig fra Jagt-Idyllen,
som Renaissancens Gæst,
til Gudernes gyldne Haller
og Kampens forklarede Ro —,
der hviler bag al den forbandede
Blæst hos Tiépolo.
O, jeg bemærked din Jakkes
solskins-forklarede Grønt . . .
Dit hellige Luvslid syntes
mig det, der var dybest skønt
Det famled end ikke i Skæret
af „Mediciernes Fester”,
hvor vi, blandt andre Fyrster —,
deltog, som sagt, som Gæster.
Midt i det rubensske Rige
af kalvekrydsede Svende
og bølgende Dronninge-Bryster
saá jeg dig heftigt vende
dig bort fra lukulliske Orgiers,
Festers, Effekters Ekko —
mod en forbitret Ekstase i
Ilden hos Fader El Greco.
— — —
Det mørkner iblandt „Boulevard des
Italiennes” myldrende Trær.
Poccardis Pocaler lyser
af et Venézia-Skær . . .
Og hér begynder mit Epos,
før alt jeg fik strengt-taget-sagt,
at segne i et moderne Lys —,
under Montmartres Magt.