Min Sjæl er en Rytme i Lænker,
der venter, at Lænken engang
skal briste, saa Rytmen maa synge
sig ud i en større Sang —,
end den jeg kan synge i Livet,
det Liv, der er Lænkens Navn,
den Dag da den brister, da tager
jeg Farver, kun Farver i Favn.
Min Sjæl er en Sang, der skal vokse
sig ud af en bastende Ring.
Jeg ved, at dens Rytme vil svinge
engang i et svimlende Sving —,
Det Sving, der er Døden og Bristet,
Livet og Lænkens Brud,
da Sjælen i vældige Rytmer
syngende gaar imod Gud.