Dyb som Brønden, sort som Klippekløften,
mørk og haabløs som den Grav, der end staar aaben —,
ligger Ghetto-Gaden, graa, som Bund i Grøften,
hvor Kanalers Slam henslænger Mudderkaaben. —
Mangen Mand, som flygted til dens Mørke,
Gaden, som fordunkler Dyb og ørke —,
kommer med en lyssky Klang i sit Alfonsetrin,
søger til sin lede Kvinde ind.
Højt i Luften, som udbreder Haver,
lig en bundløs Drøm for en forfalden Drømmer,
fjernt fra Lighus-Bænken og et dødt Kadaver,
Livets Glans i Purpur-Aftnen strømmer —.
Mangen Kvinde beder ømt sig skærme
Sjælens Armod og det arme Ærme —,
mens en Hvidhed, som hos Døde, i et Aasyn staar,
vidner om en Sjæls iskolde Kaar.
Skønt som Moder, denne Døds-Hetære,
som i bærmet Elskov elskes af en Tugtei,
endnu i Dag, for Sølv, har dræbt sin Ære,
og skænket Arven til sit Hjertes Frugter . . .
Nedsænkt, som Porte, Aftenmørket hænger
Døds-Baldakiner, som for Stjernen stænger,
hint Lys, der nu forvandlet til et øje staar
forgæves spejdende i Dybets Gaard.
Der driver støvet Lys fra Drankerstuen
ud paa Skyggegadens tyst betraadte Flise —.
Mangen Mand staar lys i Lampebuen
nynnende sin liderlige Vise . .
Højt under Kæmpehusets Døds-Kasernetag
ligger én, oplevende i Nat en Dag . . .
feberstille, ukendt af sig selv,
stedet for Vorherres Stjernehvælv . . .
Denne Døende, som aldrig skal erindre
dybe Gange i en Underverdens Øde —,
disse Arme, som for ham blev sorte Vintre —,
drømmer netop nu iblandt de Døde . . .
Magre Arme hviler knogletungt og hvide
farvede af Døden langs med Sengens Side —.
Øjnene, som Laase, ligger sorte, livløst lukt,
som forseglede og smiler, koldt og smukt . . .
Død fra dybe Kældre, tusind Trapper,
Kalk, der skaller, skjoldede Tapeter,
som i Laser ophængt ligner Flig af Kapper —
af forlængst omvendte Proletar-Profeter . . .
Død fra Ghetto-Gadens Døende i Live.
Død fra Drankerstuens Skrig og Blink af Knive —.
Død fra Dybet og fra Hjertets tunge Hjertesaar.
Ene, lykkelig i Dødens Gaard.
Sort som Brønden, dyb som Klippekløften,
mørk og haabløs, som den Grav, der nu staar aaben —,
ligger Ghetto-Gaden, graa som Bund i Grøften,
hvor Kanalers Slam henslænger Mudderkaaben —.
Mens mod Himlen, som udbreder Stjerner,
lykkelig sig nu en Fredløs fjerner —.
Hentende hin Drøm i fjerne Farvers Luft,
drikkende af Dødens dybe Duft . . .