Er det dig, der smiler i dit Blik?
Er det den, hvis glade Sjæl jeg kender?
Eller martrer mig Pupillernes Mystik,
dit Øjes Straalerige, som mig blænder?
Er det dig, der sér ind i mig selv?
O, jeg kender dette Haar, den Pande.
Dybt i dit Øje kupler sig et Hvælv
højt over mørke, gaadefulde Lande.
Jeg sér ind i en sort og bundløs Sal.
Og dybere sig Landene udbreder.
En Almagt straaler ud i tavs Astral
sit sære Budskab fra ukendte Steder.
Er det dig der smiler dette Smil?
Og ingen Sfinks, der rummer Livets Gaade.
Der er en sælsom Port i din Pupil
ind til et Land, hvor ingen endnu naaede.
I Live har vi alle sét derind,
og spurgt hvad disse Øjnes Dyb dog gemmer.
Vi længes efter Bunden i vort eget Sind —,
men fatter ikke vore egne Stemmer . . .
Kun Svaret er dit Øjes Suggestion,
den Magt, du ikke evner og bestemmer.
Men den er mægtig, lysende og monoton —.
O, er der Ord for alt, hvad jeg fornemmer?
Er det din Sjæl, som bor i Øjets Krypt?
Er det udødelige Kræfter, som jeg aner?
Igennem Porten gaar jeg drømmende og dybt
ind paa Astralets gaadefulde Planer.
Jeg kender ikke dig og dine Smil
og fatter ikke mér dit Blik og Mæle.
I dine Øjne har jeg vandret disse Mil,
som kun skal vandres af hengangne Sjæle.
-
Dog tilbage til dit Øjes Blaa
jeg vender og gensér en jordisk Pige,
genkender Kinden, hvorom Smilet laa
og fatter, hvad jeg hører Stemmen sige.