Viborg
Til Soldatertiden.
Til Soldatertiden.
Som Køln sin Dom, sit Hus for Patriarker,
har du din Kirke, mindre, men navnkundig stor.
Solide Taarne sér ud over Viborg Marker,
og Byen, hvor det dyrebare Minde bor.
Naar Staden vaagner, høres landligt bruse,
og Vindvet flyver op ved Hanegal —
da pusler Larmen fra Patricierhuse
og Præst og Dommer sér mod Vaarens Sal.
Som moden Mand kan se de fjerne Dage
og længes mod en barnlig Tids Fragment
af dette Liv, der kalder os tilbage —
mod Paradiset, sødt og innocent,
sér jeg de gamle Gader og Butikker
og hører en troskyldig Træskoklamp —,
og ser hvor Søen lys i Vaaren ligger
bag al Alverdens Død og røde Damp.
Der kalder unge Stemmer, bly og glade,
igennem Strædets drømmende Idyl.
Jeg véd Sct. Mogens-, Sct. Mathiasgade
vil smile til mig for mit Mindes Skyld.
Hvor Finken flyver mellem Parkens Kroner
og slaar sin Sang, skønt Dagen end er kold,
ser jeg dem vandre, Viborgs fromme Koner
og fromme Fruer —, Døtre af Borgvold.
Jeg er en Pilgrim ved min Barndoms Lande.
Jeg er en Vandrer i et helligt Land.
Sé, jeg har visne Palmer om min Pande —.
(Sin Barndom vinder ingen vantro Mand.)
Domkirken kender jeg og disse Fresker,
som sér paa mig, véd hvor jeg kommer fra.
Hér knæler jeg og Livets Gud mig læsker
i Orgelsangens dei gratia.
Vel ingen Nadver er saa tung som denne,
jeg spiser, ene i den gamle Kirkestad.
Hvor er jeg selv? Og hvor de Tider henne,
da Hjertet slog saa haardt og højt og glad?
Fjernt flyver Himlen over Viborg Tage
som en uendelig og sorgløs Akvarel —,
blaa som de uopnaaelige Dage . . .
med Farver, der skal farve mit Farvel.