Der laa en Mængde Nætter i hans Aasyns Mørke,
et Stempel af den samme Sorg, som gaar igen —,
Den ulmed i hans Blik med større, haabløs Styrke,
end nogen Fryd formaaede at vejre hen.
Der laa et tusmørkt Minde om de Ting, han mødte,
et Pust af Skæbnerne han saá, og som var hans —,
og hvor et énligt Hjerte stræbte eller blødte,
fik Sorgen i hans Øjne Ildens Glans . . .
Den Ild, der leved som en Guddom i hans Aarer
og skabte Glimtet af en evig Ironi,
hvis Latter er et Udtryk for en Sum af Taarer —,
en Graad, hvor der er tusind Véraab i . . .
Men nu er al den bitre Vildskab blevet Minder,
og Arbejdsbord med Rids og Streger staar forladt.
Mens Skyggerne er veget af hans hvide Kinder,
blev Nætterne i Blikket til den store Nat.