Mænd paa Frogner
(Kristiania)
(Kristiania)
Til Frogner, til Frogner jeg ased hvert Gry
til Fods i den nordnatsbegravede By
til Fjælds for bestandig at være paa Post
og døje og trodse Højfjældenes Frost.
Parolen var Frogner, det furede Fjæld,
i Maaneder, Maaneder, Morgen og Kvæld.
Kun dér var jeg hjemme, i Trældom og Slid.
Dér fløj den saa hurtigt, den Trængslernes Tid.
Dèr glemte jeg Kvalen, Forvildelsens Jammer,
for Byrder, jeg bar paa: De fældede Stammer,
som slæbtes til Elven, hvor Drivisen gik
i Hvirvler, i Hvirvler som Dyr i Panik —.
Dèr følte jeg intet af Hjemløshedssavnet;
thi dér blev min Sjæl af Forglemmelser favnet —
i Hug med en Økse, i Slag med en Hammer,
mens Furuer faldt mellem fældede Stammer.
Jeg længtes til Frogner, til Tomten ved Floden.
Dèr jublede Sindet, dèr saaredes Foden . . .
Dér lytted jeg længe til Hamren og Støj,
naar Mændene messed: O, hiv og o, høj.
Dér fik jeg til Føden og sparede lidt.
Aah, dér blev jeg tusind Bekymringer kvit —.
En Frakke, som vandred paa Laanekontoret,
fik atter jeg hjem, og fornyede Foret. —
Ved Middag blev Piberne stopped og tændt
og billig Karduus og Melange blev brændt.
Mens Ovnilden lyste i Træskurets dunkle
Mørke, hvor Mændenes Øjne saas funkle . . .
De sorte Pupiller, de mathvide Hinder —,
der glimted og lyste —. De skæggede Kinder. —
Den Tavshed om Ilden, afbrudt af en Mumlen,
og inde bag Brædvæggen Dyrenes Gumlen . . .
O, Frogner, o, Frogner, en hyggelig Tid.
Fortryllende Sødme forenet med Strid!
Jeg selv var en Mand blandt de andre om Baalet;
men jeg var paa lykkelig Vej imod Maalet. —