En vildt forkommen Pilgrimsskare kom
til Hungertemplets hvide Helligdom —.
Dér standsed den og bad dets Vogter skaffe,
om kommunal, dog en Kop ægte Kaffe.
En skræmt og ydmyg Skare trygled om
lidt Varme til den mér end valne Vom —.
De sultne Blikke blinke saaes og blaffe
mod Templet for at sé en Røg af Kaffe —.
Som himmelsk Offeros til Dyrtidsguder
en festlig Glæde, selv om folkelig, bebuder,
den søde Em saaes dugge alle Ruder —
i Øjnene — hos dem, der vented paa
hvad de i Sulten, ak, som Syner saa . . .
thi der var kun et Surrogat at faa —.