Jeg spørger Græsset, om det véd, hvorfor det vokser,
men hører intet andet i dets sagte Røst,
end hvad jeg selv saa tidt har sagt i Paradokser
om vort Liv, som leves højest i dets Høst . . .
Men Børn, som leger, kan forklare mig saa meget
med deres Barnesmil og lyse Hverdagsfred,
at kun det sande Liv er Liv, som bliver leget . . .
For det andet er der ikke meget ved.
Jeg kunde give al min Ungdom til en Gade,
for at føle, at jeg levede hver Dag.
Jeg kunde dø midt i en daadrig Illiade —,
hvis jeg vidste, at det gjaldt en hellig Sag.
Men mine Drømme er kun Solskinsreflektioner,
for min Sjæl er vistnok yderst primitiv.
Den bunder ikke i de dybe Regioner,
dér hvor Vismænd bygger Lov for Samfundsliv . . .
Jeg har kun Sans for stille Solskin paa Façader
og Gadens Lyde, der kan klinge som Musik.
Dog sommetider kan jeg staa paa Balestrader
og søge Skønheden forgæves i lidt Vrik . . .
Men megen Tid er gaaet hen paa Landevejen,
og der er nogle, som har kaldt mig Vagabond.
O, tør jeg gætte af en saadan kort Affejen,
at det er Mennesker, der selv har haft det ondt?
Den sande Lykke, tror jeg, findes allesteder,
den, der stedse flakker om, faar meget sét.
Han kender Rigdomme af myldrende Smaaglæder,
som netop smaa er af den største Bonitét.
Thi al det smaa, som færre ænser for dets Ringhed,
er det store, som en Daare sætter højt.
Han udsætter sig for Samfundsdommens Strenghed;
men han regner ikke denne Dom en Døjt!