Ser I Baalet skjult imellem Blade?
Ser I Somren luer af en sælsom Ild?
Ser I denne gyldne Løvkaskade
regne i den samme Park, den samme Gade —.
Solen selv er syg og febervild.
Luften er som fuld af blanke Léer . . .
Stundom blinker det i Høstens kolde Luft —.
Farverigdommen er Febervéer,
og den dybe Virak Dødens Duft.
O, er Høsten en Apotheose?
Er hvert falmet Blad, som éngang voksed frem,
og den vilde Purpur i hver visnet Rose,
— medens Duften er en Guddom, en Narkose —,
Livets Børn, som atter søger hjem?