Der dufter af Sauce til en kongelig Ret
bag Døren, hvor Børnene leger,
mens jeg staar forkommen og ønsker mig mæt
og glor ved en Revne i Fyldingens Bræt —.
Hvad er det for Sager man steger?
Jeg snuser til Sprækken.
Der er Sødme i Trækken —.
Den gør mig bedrøvet og glad.
For den kommer med Minder om Mad.
Der dufter saa æventyrdejligt af Løg,
af Varme og Husligheds Hygge.
Til Lyden af Børnenes pludrende Støj
strømmer en navnløs og nærende Røg —,
en Vind som er mættet med Lykke . . .
Jeg aander i Drømme —.
O, kunde jeg tømme
den Luft for sin Næring og Kraft,
dens Paradissødme og Saft.
Min Længsel er vild, jeg har Tomhed og Tørst,
jeg har spirende Rædsler i Maven —.
Jeg famler ved Døren, nu føler jeg først,
hvor Hullet er stort, dér er Hungeren størst,
og Stillingen allermest gnaven —.
Jeg er midt i Passaten
af Kartoffelsalaten —.
Gaa væk, du forbandede Væg!
Hør, det braser —. Man spejler Æg.
Jeg vil staa i den fede, narkotiske Em,
jeg vil bade min Sjæl i dens Floder.
Aah Gud, af dens Duft gaar der Fjernheder frem —,
Minder fra før, da jeg selv i et Hjem
var én af de pludrende Poder — —.
Jeg flygter fra Duften.
Der er Vemod i Luften —.
Jeg stod der imens jeg var kaad.
Jeg er pludselig nær ved en Graad . . .