Jeg er slagen af Savn, jeg er saaret af Savn.
Jeg er syg af at nævne min elskedes Navn.
Jeg er bundløs og laset i Skjorte og Sko.
Jeg er, hvad der er værst, uden Trods, uden Tro.
Jeg er slidt paa min Sjæl af mit hjemløse Liv.
Jeg har sløvet min Pen, som engang var en Kniv —.
Jeg har glemt, jeg har glemt, at jeg éngang var glad.
Jeg digter paa Hymner, der handler om Had.
Jeg har sovet hver Nat i en Seng, der var ny.
Ved Gud, jeg har søgt mig i Lysthuse Ly.
Mit Hjem var en Gade, en Lygte min Ven.
Og Glæden bestod kun af Lyset i den —.
Jeg har streifet saa tidt ad den stenede Vej,
og jeg mødte kun Modgang og Menneskers Nej —.
Jeg sov i Guds Græs i en Vejgrøftekant,
mens tusinde Floder igennem mig randt —.
Jeg har saaret min Fod, jeg har flænget min Fod.
Jeg har ødslet mit Selv, og nu mangler jeg Mod —.
Jeg er som en pjaltet, en stenet Mand.
Den slagne Konge af Savnets Land —.
Men nu vil jeg vente en kongelig Stund,
da Hadet skal vokse som Ild af min Mund —.
Da er min Pen ingen Kniv, men et Sværd,
som jeg lofter mod den, jeg har allermest kær — —.