Jeg er Ilden, Brahma, Urkrafts Søn,
han hvis Hjerte elsker vildest, naar det hader
han der stundom blander Eder i sin Bøn,
naar han trodsig kalder Satan for Gudfader . . .
Jeg er Livets Helvede skabt om i Ild og Fest.
Jeg er Kvalen, som til Jubel blev fortryllet.
Smerterne har villet mig det bedst —.
Sé, jeg staar i gyldent Lys indhyllet.
Jeg er Ilden, selve Livets Baal,
det, der flammende sig selv fortærer —.
Smerterne er, Venner, Livets Maal,
Vejen imod Salighedens Sfærer.-
Derfor brænder jeg af Hede, Trods og Had.
Derfor gløder jeg af denne dybe Harme.
Thi i denne Trodsighed er Satan glad —.
Og i Ilden brænder jo Guds Varme . . .