VEJEN:
Jeg giver dig Landet med Følfod og Skræppe
og Skrænter, hvor Valmuens Fakkel staar tændt.
Jeg giver dig Agrenes frodige Steppe.
Jeg giver dig Enggræssets Paradistæppe
og stundom en græssende Ged paa en Skrænt.
VANDREREN:
Du maler min Støvle med Landstrygerstøv
og gør mig saa træt, nu naar Aftenen falder,
da bliver min Tanke som tærsket og sløv,
jeg glemmer at lè imod Skovenes Løv
og lytte, naar Kukkeren kalder.
VEJEN:
Jeg giver dig Kirsebærblomsternes Under,
og Duft fra en Æblegrens anede Frugt —.
jeg giver dig Sol i dens højeste Stunder
og viser dig Tage, hvor Duerne blunder —,
med Struber hvælvet og Øjnene lukt.
VANDREREN:
Du fører mig paa en uendelig Færd,
hvis Maal du vil røbe engang, naar jeg segner —.
Du viser mig Dagens fjernt flygtende Skær.
Du bringer mig Natten og Stjernerne nær
og Morgnen, naar Stjernerne blegner —.
VEJEN:
Jeg giver dig Sommer og Blomster og Skove,
der tier i Aftnen og venter paa dig —.
De reder dig Mosseng, i den skal du sove,
i alle de duftende Kroners Alkove —,
og Fugle skal skænke dig Freden for mig.
VANDREREN:
Du tager min Ungdom, du støvhvide Vej,
men ved du jeg har kun den samme, den ene?
Du lokked en Vandrer med Foraar og Maj,
du lo ham i Møde og kaldte til Leg —.
Men du var kun dræbende Stene!