Jeg er saa træt i Aften, lad mig græde lidt
ved denne dybe Tanke om, at alt er mit —,
at jeg har sanket Dagen og dens Glæder ind.
De slumrer nu som Sange i mit Sind.
Jeg er saa stille som i Andagt, mild og svag,
O, jeg har levet denne lykkelige Dag —.
Den simple Dag, der trofast meldte sig igen,
og giver sig til Menneskene hen —.
Var denne Dag som tusind Aar? Var jeg saa glad?
Har Livets dybe Hymner dræbt mit Hjertes had?
Og smeltet i Forsoning Selvets Bund af Is ,
saa Pulsen strømmer blidt til Livets Pris?
O, jeg er træt; thi jeg har favnet alt i Dag.
Thi jeg har levet, sunget, tjent Allivets Sag —.
En Verden slumrer i mit Hjertes dybe Lyst —,
som et Taksigelsernes Tempel i mit Bryst.
Jeg er saa træt i Aften, lad mig græde lidt,
og drømme denne Naadens Drøm, at alt er mit —,
at jeg har sanket Glædens store Under ind,
og Takken blev til Taarer i mit Sind. —