Jeg kan høre Blomstens Farvetale,
som min hede Spørgen vil husvale,
hviske køligt mod min hede Pande.
Jeg kan sé en Guddoms sære Lande.
Naar forklaret alle Farvers Rige
er engang, og det usigelige —,
det, som Farverne kan bedst fortolke,
da skal vi det sære Land befolke.
Jeg kan sé dets blaa og blanke Porte,
og dets Sol, som blænder alt det sorte —.
Det er alle Farvers fjerne Veje,
Glimt af Evigheder, vi skal eje . . .