Saa nøgternt dine Øjne lyser mig i Møde,
O som var dit Blik et Land, der maanelyst
i al dets Skønhed ikke kendte til et Øde —,
og ej en Klarhed, som er klarest kold og tyst.
I dette Lys er al mit Hjertes Taarevarme
bestemt til frysende at føle Stjernen nær,
og hviske o, at der er koldt i dine Arme —,
der stille aabner for en øde Stjernehær . . .
Thi naar jeg sér dem uanfægtet tindre,
de Stjerneøjne, isner al mit Indre —.
Jeg hvisker: Elskte, kan mig intet værge
mod denne Tanke, at dit Øje stundom sér
ud over al min Kærlighed mod andre Bjerge —,
hvor Øjet ikke græder, ikke lér . . . ?