Han tænder sin Lampe, naar Dagen gaar bort,
og Vejret bag Ruden som Ravnen er sort —
og sørgeklædt, mættet med Mørke.
Han bøjer sig dybt mod sin gulnede Bog,
men høster saa lidt af dens Linjer og Sprog.
Kun Visdommens Typer og Tørke.
Han synes, hver hulkindet Efteraarsdag
er syg af en Sot, der gør den saa svag,
imod Midnattens kvælende Styrke.
Han stirrer i Mulmet mod Stjernernes Ild.
Han raaber i Natten: Hvad har vi Jer til?
Hvordan skal Jert Venskab vi dyrke?
Men Tavshedens Aasyn er vendt imod hans
med Øjne, der er uden Glæde og Glans,
af Midnattens Mørke det træder . . .
Han spørger om Hverdagens Kampe og Kiv,
men ingen forklarer hans karrige Liv,
som Frostnattens Stjerner begræder . . .
Og Lampen gaar ud. I dens døende Brand
han skimter en Flig af et flygtende Land:
Det er Lyset, som ogsaa vil sove.
Da skærpes hans Øje, han skuer sig blind,
han trænger med gabende Sanser sig ind
i Evigheds bundløse Skove.
O, vaager du, venter du, ved du paa hvad?
Tæres du hen af fortærende Had;
som lyttende Nerver fornemmer?
Igennem det tomme og mægtige Rum
tilhvisker ham Jorden, endskønt den er stum,
med Klodernes kogende Stemmer:
Hver Sommer er sort. Hver Vinter og Vaar
skal vandre i tusinde, tusinde Aar
i Markernes frysende Fure . . .
Hvert Lys, som vil leve, hver Glæde, som groi
skal finde sin Gav i en biindfødt Jord
bag Evigheds mulmede Mure.
1913