Der drager over Verden en forrygende Vinter.
Vejene er vilde. En Verden af Labyrinter.
Ofret ligger Evropa, kvæstet som sin Tid.
I spraglede Laser, en malerisk Invalid.
Monarkier og Impérier løb ind i hinanden,
fristet af en Afgrund, der laa gylden ved Randen.
Konger og Anarkister, Ussurpator og Træl
fristedes alle af Lavinernes Væld.
Skøgen i Monaco og monoklede Officerer
fra Berlin og Moskva. Det Liv, der florérer
i det grønne Hazard og i Purpur-Lyst,
mødtes med Pøblen i en dødelig Dyst.
Marseille, Moskva, Paris og Neapel,
London og Berlin, Byerne blev et Babel,
saa dødeligt højt, at det slingrede og faldt.
Og Støvet fra Nedstyrtningen forpestede alt.
Først gik det ud over Landenes Sønner.
Riflernes Munding bad de hedeste Bønner . . .
til Døden og Djævlen. — Evropa blev rødt.
Erindrer I, Venner, hvor dybt der blev blødt?
Saa gik det ud over forskellige Monarker
og Paver og Tosser, Martyrer og Patriarker.
Selv de kongeligste Troner gik sig en Tur —.
Og nu gaar der Kejsere bag Fængslets Mur.
Rødest var Rusland. Dér klang Guillotinen.
Lenin bevarede Jacobiner-Minen —.
Som med Sække flød det i Gaden med Lig
Fornemme Frøkner bad Bønner som Skrig. —
Da ramlede Tyskland. Alverden var Jubel.
Det gav Genlyd i Kreml og i Peterskirkens Kuppel.
Det regnede med Kugler om Brandenburger-Thor,
som blev Tyskland beskudt af den hele Jord . . .
Lenin og Trotzky, Litvinoff og de andre
synes ét med Idéen, de ikke vil forandre.
Forgæves har England i Fængslerne ledt
efter deres Fanger, da det blev dem for hedt.
Det var som om Tiden blev træt af at knuse.
Nu smiler der Sol over smuldrende Huse . . .
Hetæren fra Monaco og Libertinerens Sjæl
piskes i Støvet: Bøj Jer! Og knæl!
Fjernt høres det vaagne og bryde og bruse.
Det myldrer med Stemmer i det nye Kor.
Giv os en Verden: Den nye Jord!