Leonora og Dora var Døtre af Degnen.
De rømte en Aften fra Hjemmet i Regnen.
Der var øde for Elskov og énsomt paa Egnen.
Dora var dristig, men Nora var bange.
Sæt, at Forældrene nu lod dem fange.
Men Søsteren talte saa sødt som en Slange:
Jeg kender en Mand, den romantiske Maler.
Ham kan vi bo hos. Hans Gamle betaler —
Noras blaa Øjne blev blege Opaler . . .
Dora, som drømte sig gift med sin Maler,
saå i de Øjne som ind i Kabaler —.
Leonora og jeg er allerede Rivaler . . .,
tænkte den dristige Datter af Degnen,
medens de flygtede dybt gennem Regnen —.
Søsteren saa ikke Søsterens Blegnen . . .
To Døtre ved Døren var Nora og Dora.
De fandt deres Maler i Farvernes Flora
blandt blege Kopier af en Maler fra Mora —.
Thi Manden, som kun var en Gennemsnitsmaler,
kendte af Navn kun til Kunstnerens Kvaler.
Jo, gu er jeg Kunstner. Min Gamle betaler —.
Men nu blev der blaat i de blege Opaler
hos Nora, da Maleren myndigt befaler:
I er de nøgne Modeller, jeg maler.
Det havde selv Dora, den dristige Datter,
end ikke drømt, at en krænkende Latter
lød selv fra Malerens krænkende Klatter —.
Hun sagde, den modige, midt i sin Blegnen:
Mal os og kald os: „To Døtre af Degnen,
ægte Enfoldighed hjemme fra Egnen”.